Om skam, skyld, og hvorfor det hele betyder så meget

Skam er en af de mest kraftfulde og farlige følelser, vi bærer på.
I mine ord er “skam følelsen af, at der er noget dybt forkert ved os — ikke bare ved noget, vi gjorde, men ved hvem vi er.”
Den får os til at føle os uværdige, forkerte, isolerede, frosne eller endda lammede.
Det er ikke logisk eller fair; skam er ligeglad med sammenhæng.
Den fortæller os, at vi som mennesker er dårlige, mindre værd, forkerte.

Skam kan komme fra alt.
Vi kan føle det, fordi vi kæmper med noget, andre synes er let, f.eks matematik.
Eller fordi vi har en anden fortid, andre hobbyer, eller tjener mindre end andre.
Måske føler vi skam over vores udseende, eller at vi ikke passer ind i kønsnormerne.
Måske har vi mentale eller fysiske handicap.
Måske spiser vi kød, kører bil, går ikke til demonstrationer eller har ikke mulighed for at ændre visse vaner — selvom vi gerne ville.

Skam kan komme fra alt, stort eller småt og når som helst — det vigtige at forstå, er, hvordan det får os til at føle. Og følelsen er altid den samme:
Vi føler os stemplet som mindre. Som om vi ikke må tale, eksistere, glæde os eller være med.
Som om uanset hvad vi gør, er det aldrig nok — fordi vi, helt inderst, er “forkerte”.

Du behøver ikke blive kaldt dum for at føle skam.
Hvis du allerede ikke føler dig gyldig i din egen eksistens, kan de mindste ting udløse det.
Jeg føler det, når jeg flyver — jeg ved, det ikke er godt for klimaet, og det kan gøre det svært at tale åbent om med andre.
Men når vi ikke taler om det. og vi bare prøver at skjule det, vi skammer os over, kan vi heller ikke gøre noget ved det. 

Derfor tror jeg på dette: Vi er alle gyldige.
Jeg siger ikke, at alt vi gør er godt eller harmløst. Jeg siger, at vores eksistens — vores væren — ikke er forkert.
Vi begår alle fejl. Vi gør alle ting, der skader andre eller planeten. Det gør os ikke værdiløse.
Vi kan stadig tage ansvar.

Om vi har brug for andre, føler os anderledes, tjener forskelligt, lever forskelligt eller tror på noget andet — ingen af de ting gør os mindre værd.

Før vi virkelig kan handle, må vi føle os gyldige og forbundne.
Du kan kræve klimahandling og stadig køre bil.
Det vigtige er, at når muligheden for forandring opstår, så tager du skridtet.
Hvis ikke denne gang, så forhåbentlig næste gang <3

Du er ikke alene i det her. Ingen af os er.
Lad os prøve ikke at få hinanden til at føle, at vi er det.

---

Ekstra:

Når vi føler skam, sker der typisk det at:

• Vi trækker os tilbage og gør os små, fortæller os selv at vi er mindre og giver efter for andre.

• Vi giver op og fortsætter ad samme spor: "Jeg er jo allerede forkert, så hvorfor overhovedet prøve at rette op.”

• Eller vi går til modangreb – vi slår tilbage mod dem, der dømte os for at undgå skamfølelsen.

Ingen af disse reaktioner fører til noget godt. De fører alle til mere afkobling, isolation og endnu mere skam. De fleste af os vil bare gerne føle os set, elsket og forbundet. Føle at vi betyder noget – også selvom vi ikke er perfekte og laver fejl.

Lad mig gøre det helt simpelt med et eksempel. Hvad er det letteste at høre nogen sige?

• “Det dér var dumt gjort”
  
  VS

• “Hvor er du dum”

I det første tilfælde handler det om handlingen. Du kan tage ansvar, sige undskyld eller gøre det bedre næste gang. 
I det andet handler det om dig. Der er ingen vej ud. Enten accepterer du, at du er “dårlig” – eller du nægter det og bygger mure. Uanset hvad, ender man alene. Og intet ændrer sig.

Skyld kan føre til refleksion, reparation og forandring. Skam fører bare til isolation.

Før vi for alvor kan handle, må vi føle, at vores eksistens er valid. Det er første skridt. Det er svært at være med, hvis man føler, at man ikke må. Så her er, hvordan vi kan begynde:

• Arbejd med at føle, at man er værdig og valid– og at alle andre også er det.

• Identificér ens skam-triggere. Hvad får en til at trække sig, lukke af eller gå til angreb.

• Tal om dem. Og når nogen deler deres – anerkend det. Sid med det. Grin, hvis det hjælper. Jeg tror virkelig, at latter er en kur mod skam.

---

Eksempler på forskellen mellem skyld og skam

Situationer med en selv

Skyld (handlings-fokuseret):
👉 Du afbryder nogen til et møde.
Skyld-reaktion: “Ups, jeg kom til at afbryde – undskyld, fortsæt endelig.”

👉 Du glemmer at sortere noget affald.
Skyld-reaktion: “Næste gang vil jeg være mere opmærksom og lægge det i den rigtige skraldespand.”

👉 Du hæver stemmen mod en ven.
Skyld-reaktion: “Jeg mente ikke at vrisse, jeg er bare stresset. Jeg vil prøve at stoppe op næste gang. Er du okay?”

Skam (identitets-fokuseret):
👉 Du afbryder noget til et møde.
Skam-reaktion: “Jeg er bare så uforskammet, jeg ødelægger altid alting.”

👉 Du glemmer at sortere affald.
Skam-reaktion: “Jeg er en kæmpe hykler, jeg går jo slet ikke op i klimaet.”

👉 Du hæver stemmen mod en ven.
Skam-reaktion: “Jeg er en forfærdelig ven, jeg fortjener dem ikke.”

Situationer med andre

Skyld-inviterende (handlings-fokuseret, konstruktivt):
👉 En ven kommer for sent til middag.
“Hey, når du kommer for sent, føles det som om min tid ikke bliver værdsat.”

👉 En kollega glemmer at sende en mail.
“Mailen blev ikke sendt, og det skabte en forsinkelse. Kan du sende den i dag?”

👉 Nogen snerrer i frustration.
“Når du hæver stemmen, bliver det sværere for mig at bevare roen og lytte.”

Skam-fremkaldende (identitets-fokuseret, destruktivt):
👉 En ven kommer for sent til middag.
“Du er altid så hensynsløs. Du er bare ligeglad med alle andre end dig selv.”

👉 En kollega glemmer at sende en mail.
“Du er fuldstændig upålidelig. Jeg kan ikke stole på dig, at du gør det, man spørger om.”

👉 Nogen snerrer i frustration.
“Du er så aggressiv. Hvad er der galt med dig?.”